lørdag, september 30, 2006

Weekend morgen...

Efter en periode med for meget arbejde stod jeg op en weekend-morgen med en sær følelse over en hel fridag foran mig, nærmest benovet over al den tid og med en snert af dårlig samvittighed overfor afkommet. Og det, der virkede allermest naturligt at foretage sig var at lave amerikanske morgenmadspandekager. Slog derfor op i Nigella Lawsons Feast for at prøve en ny opskrift og faldt over denne introduktion til opskriften på Banana Buttermilk Pancakes:

”Whenever I’m trying to be Nice Mummy, rather than normal Bad-tempered Impatient Mummy, I make pancakes. Ufortunately, it can often be counter-productive, but the sad truth about parenting is that it’s virtually impossible to learn from your mistakes. The whole business is a Dantesque punishment: you’re trapped in the cycle, knowing what your’re doing, but seemingly unable to stop.”
Een ting, man dog kan lære noget af, er rigtig gode opskrifter. Her kommer pandekagerne:

1 meget moden banan
150 gr. Mel
1½ tsk. Bagepulver
1 æg
250 ml mælk
1 tsk. Sukker
30 gr smeltet smør

Blend alle ingredienser og steg på en lille pande eller som minipandekager på en blinispande og servér med ahornsirup.

tirsdag, september 26, 2006

Alletiders klassiske børnebøger

Jeg kan godt se, hvor dette bærer hen... Jeg har en listoman i maven og efter en dag med salg af gode og klassiske børnebøger får jeg en ubændig trang til at liste 5 klassiske børnebøger op til de mindre børn. Here goes:

1. Aben Osvald, Egon Mathiesen, første gang udgivet i 1947. Historien med de fine enkle tegninger af den lille abe Osvald er en arketypisk problematik om at være den lille og blive bullied af en stor. Historien er på en slags vers - men rytmen og rimene er noget anarkistiske - og brydes helt i det dramatiske højdepunkt, hvor den lille Osvald, der indtil nu hverken får lov at sove eller spise i fred pludselig får nok og siger NEJ! Og bliver således et forbillede for alle de små der nægter at lege med den store, indtil denne ikke kan klare ensomheden og lover at opføre sig ordentligt. En smuk og helt igennem opbyggelig historie om at læse at sige fra... den skal alle børn læse.

2. Klatremus og de andre dyr i Hakke Bakke Skoven, Thorbjørn Egner, på dansk ved Halfdan Rasmussen. Første gang udgivet i 1953. Moderne børnebøger kan være fulde af politisk ukorrekte figurer men her er en over halvtreds år gammel lille mus, der er doven, egoistisk, bevidst arbejdssky og gennemgående kun gør, hvad han har lyst til. Men lille Klatremus er også særdeles kreativ og opfindsom, snu og charmerende og på trods af sine mindre heldige sider har han mange venner i skoven, og også læseren kan ikke la' var at holde af ham - og for de smås vedkommende er der sikkert også en hel del identifikation på spil. Vennerne hører vi også om i den oplæsningsegnede bog med den mange fine illustrationer, og jeg kan kun sige at jeg bliver ALDRIG træt af læse kapitlet - og dermed også skråle Peberkagebagersangen - med Bagermester Harepus og den uheldige bagerdreng der synger sig til opskriften, men desværre lige bytter om på en teske og et kilo ægte peber...

3. Da Findus var lille og forsvandt, Sven Nordqvist. Børnebøger behøver ikke at have over 50 år på bagen for at være gode klassikere. Oppe i Sverige har Sven Nordqvist op gennem 1990'erne skrevet de skønneste børnebøger, ikke mindst om katten Findus som bor hos den gamle gubbe Pedersen, og som kan tale og går i stribede bukser og laver skarnsstreget. En enkel er endda oversat til engelsk. Tegningerne er helt utrolige - et helt univers på hver side, men utallige ekstra historier gemt i detaljerne - f.eks. de små buklere, som er små bitte væsener er kun kan ses af Findus og læseren. De lever deres eget urkomiske liv som en kommentar til hovedhistorien og drages sjældent ind i det egentlige spor for bøgerne, men er med til at danne det helt særlige, og meget sjove, Nordqvist univers.

4. Kaptajn Bimse og Goggeletten, Bjarne Reuter. Reuter er en institution i dansk litteratur, og Kaptajn Bimseserien indeholder foruden historien om Goggeletten også historierne om Kaptajnen og Kong Kylie, i Saltimbocca og her i næste måned kommer der minsandten en 4. bog i serien: Kaptajn Bimse i Ottomanien. Historien handler om lille Anna der ikke kan sove og forstyrres af Kaptajnen der kommer flyvende ind i værelset i den lille gule flyver Zanzibar, med andenpiloten Goggeletten, på jagt efter rosiner, som er den primære energikilde for den lille gule flyver. Goggeletten har lånt navn til en stor børnebogsklub - flyveren har inspireret mig til at kalde Land Roveren for Tranquebar, der dog i parentes bemærket drives frem af lakridser og diesel - og bøgerne er for alle børn med sans for ordspil og geniale personportrætter. Tag nu bare Bøvernikklen som ikke tør være sammen med nogen og som ingen gider, eller Fedtegreven fra Odsherred som sidder alene og puger alle sine rosiner og heller ikke får nogen besøg, eller negerdukken Sorte Sophie der overlever at bliver glemt en vinter i et sommerhus ved hjælp af en usædvanlige rå sans for humor. Det er intelligent børnelitteratur der er til at forstå.

5. Alfons Åberg og Uhyret, af Gunilla Bergström. Rigtig meget godt kommer fra Sverige, foruden krimidronninger, og Alfons er een af dem. Med næsten 30 år på bagen er denne Alfons historie een af mine personlige favoritter, og den repræsenterer hele serien på smukkeste vis. Her bliver ikke talt ned til børn eller overpædagogiseret. Her bliver tingene fortalt råt for usødet, som i denne historie, hvor Alfons er ved at blive ædt op af dårlig samvittighed fordi han kom til at handle overilet og lod sit temperament løbe af med sig og slog på een der var mindre end ham selv - endda en der var helt uskyldig. Bergström kan skære helt igennem og fortælle om de helt store problematikker som børn på 3-4-5-6 år tumler med, så det griber en voksen om hjertet og får ungerne til at forlange at høre den samme historier om og om igen. Men alle historierne får en forløsning og viser en udvej og er helt til at bære.

lørdag, september 23, 2006

Det læser jeg i øjeblikket...

Vi har rigtig travlt i øjeblikket, og ikke et ondt ord om det. Det skulle da lige være at bogstakken på natbordet hober sig lidt op i øjeblikket. Jeg er i gang med lidt for mange på én gang, men her er, hvad jeg læser:

7 gode vaner – personligt lederskab og livskraft af Stephen R. Covey. På trods af min faglige fortid er det faktisk første gang jeg læser den, på den varmeste anbefaling af Litteraturredaktøren. Selvhjælpsbøger og managementlitteratur synes at have det tilfælles at i de tilfælde, hvor forfatteren faktisk har noget praktisk livserfaring, har været ude at tage livtag med at forandre rigtige mennesker – og ikke mindst mærket, hvor svært det er at forandre ret meget – er der som regel nogle fornuftige råd at hente. Så er det faktisk mindre vigtigt hvilken indpakning eller -isme budskaberne kommer i. Det er blot form, og den skal være godt kommunikeret.
Jeg kan godt lide bogen indtil videre, og forventer ikke at den skal ændre mit liv, men blot minde mig om at arbejde fornuftigt, og få så meget som muligt ud af mine indsatser. En påmindelse der tilsyneladende skal gøres igen og igen over årene.


Human Traces af Sebastian Faulks. Jeg ville ønske at jeg havde tid til at læse hver eneste bog på mine hylder for engelsksproget fiktion, men sektionen er vokset så eksplosivt og skifter så hurtigt, at det er en konstant udfordring at få læst så meget som muligt. Human Traces har jeg dog glædet mig til – ikke blot fordi den har ligge nummer 1 på flere bestsellerlister og har fået anmeldere fra Financial Times og Independent til Country Life til at gå bagover i begejstring, men tillige fordi dens præmis lyder tilstrækkelig udfordrende, og interessant at se, hvordan det kan behandles i romanform. Bogen handler om to drenge fra vidt forskellige baggrunde, der i slutningen af 1800-tallet vokser op og mødes i et fælles forsøg på at forstå hvordan sindet fungere og hvad vanvid er. De bliver læger og psykiatriske pionerer, og deres privat og professionelle liv vikles ind i hinanden mens de forsøger at kortlægge og forstå om galskab er prisen vi er i fare for at betale for overhovedet at have et menneskeligt sind…

Disobidience af Naomi Alderman. Denne bog ligger med sin fantastisk smukke omslag og venter på mig. Den udkom i marts, vandt The Orange Prize i England i sommer og foregår i en forstad til London i det ortodokse jødiske samfund i Hendon. Den afholdte rabbiner dør og dette bringer hans datter hjem fra det store udland, hvor hun i New York har levet som en moderne kvinde. Det bliver hurtigt klart at Hendon og hende ikke passer særlig godt sammen og i mødet med barndomsveninden, hvis liv har taget en markant anderledes vej, tvinges begge kvinder til at konfrontere sig med deres fortid og til at undersøge de svære valg, de hver i sær har taget. Jeg forventer en rigtig god historie, en stor portion humor og nogle kloge personportrætter. Se også Aldermans blog.

Sluttelig er der selvfølgelig Baade – Og, Tirsdag af Jesper Knallhatt alias Lene Andersen, der udkom i tirsdags. Tirsdag er - ikke overraskende - 2. del af den planlagte bogserie på 5 dele, én for hver dag den ældre gnavpot Cornelius Magnussen, interviewes af og samtaler med den yngre kvindelige journalist Tenna E. Rasmussen. Han er indlagt på psykiatrisk afdeling efter en del år før at have produceret en succesfuld tv-serie om Fremtiden, og hun påbegynder samtalerne med intentionen om at skrive historien om, hvad der siden skete med Cornelius. Men han insisterer på, at hvis hun vil have noget at vide, om ham og om fremtiden, bliver det på hans præmisser og så må hun følge med i en tour de force gennem samtlige videnskabelige discipliner for i første bog at besvare de eksistentielle spørgsmål om Hvad har vi gang i? Hvordan hænger det sammen? Hvem er vi? Bogen er en roman, der blander videnskabshistorie, nanoteknologi og informationsteknologi sammen i et forsøg på at forklare, hvad alle disse nye teknologier betyder for vores selvforståelse som moderne mennesker i et fremtidigt samfund.
Tirsdag er herefter optaget af spørgsmål Hvor kommer vi fra og starter med egne ord med de første celler i ursuppen og ender med Dr.Phil. Jeg glæder mig til at være i selskab med Knallhatts krøllede hjerne igen – det kommer til at vare et stykke tid, for man ræser ikke igennem Baade-Og, men det er langtfra tørt og kedeligt, tværtimod. Se mere på bogens
og forlagsdirektricens websites.

Lige min stil...


er tøjet fra Casch Copenhagen by Gro Abrahamsson, og den nye kollektion er ude i butikkerne nu. Dén har jeg glædet mig til - særligt læderbukserne, som jeg har ventet på længe og nu allerede har luftet på trods af at vi den seneste uge har haft indian summer. Hvor finder en voksen kvinde ellers en kombination af råt og fint, cashmir, silke, læder og blonder og en pasform der får enhver fra 18 til 88 til at ligne en bedre udgave af sig selv? Glæder mig at se, at de har lagt en forhandlerliste på deres website - jeg anbefaler særligt Hviid på Østerbro og Trend på Jægersborg Allé i Charlottenlund.

It's a dirty job...


Rikke - min faste konditor - var forbi med varer og prøver på efterårskollektionen, og så må man jo til det igen... Nej, seriøst, det er endnu én af de særdeles behagelige pligter ved at være bogcaféejer. Fordi jeg kun sælger ting, jeg selv nyder, er det altid en fornøjelse at teste nye produkter og sammensætte nye sortimenter.
I dag rummede prøvekassen blandt andet chokoladekage, æbletærte, cappucinokage med marengs og ikke mindst abrikostærte… den er god. Den tror jeg skal være næste måneds kage.

fredag, september 22, 2006

Broderskabet, part I



Min gamle veninde - arkitekten - ringede før og hylede begejstret over, at jeg endelig havde hørt efter og oprettet mig en blog. "Skriv om din bil", sagde hun.
Og det har hun ret i. Jeg er nemlig for nylig blevet indskrevet i et broder-(og søsterditto)skab, jeg end ikke anede eksisterede. Jeg har købt mig en 20 år gammel Land Rover - og noget indeni er faldet i hak. Jeg er smask-forelsket, og som de fleste forelskelser er det oftest noget, der kun giver mening for den forelskende - og af og til og for den forelskede selv.
Her er objektet for mine kærlige følelser en noget ramponeret Defender 90", med rust og tæring, personlighed og nykker; ikke alt sidder hvor det skal og noget er decideret slidt op, men sådan er virkeligheden jo ved at blive for mange af os - og skulle man ikke være værd at elske med slidtage og erfaring, er verden for alvor blevet et koldt og ubarmhjertigt sted! Nå, men hold øje - den skal sættes i stand, og den bliver SÅ flot.
Men så var der det med broder/søsterskabet. Siden jeg har fået bilen, er jeg således blevet adopteret af en veritabel Land Rover Posse; vi taler indviklede fingerhilsner på gader og stræder (særlig når vi passeres af andre i farven blå), vi taler døre til urimeligt billige værksteder, der åbner sig, som på hemmelige kodeord, vi taler donering af brugte, men stadig anvendelige reservedele og vi taler gode råd og erfa i stride strømme fra kvinder og mænd med glitrende øje og mobiltelefonen fulde af numre på Mik på Amager, Kjeld i Nordsjælland og ikke mindst Jørgen i Jylland, der bare kan svare på alt.
Foreløbigt er det eneste jeg har investeret i – foruden nummerplader - et par designer gummistøvler fra Ilse Jacobsen, Hornbæk, for næst efter en ny bagdør, vurderede jeg det som det akut mest nødvendige accessori.



torsdag, september 21, 2006

Yndlingskogebøger

Lad det være sagt med det samme; Jeg har et passioneret forhold til mine kogebøger. De er den perfekte blanding af alt, hvad jeg godt kan lide: mad ( naturligvis), litteratur, en kreativ proces... og de bedste af dem er underholdende som en god roman og efterlader læseren klogere og med en bredere horisont.

Susannes top 5 kogebøger - lige nu:


Casa Moro - the second cookbook, af parret Samuel & Samatha Clark, ejere af London restauranten af samme navn. Jeg solgte én så sent som i eftermiddags til en kunde, der havde læst min begejstrede anmeldelse på mit website, og jeg bliver lige så glad for at sælge den, som hvis jeg havde foræret den til en god ven. Alle - og jeg mener virkelig alle - opskrifterne er gode, men særlig godt er opskriften på saltede citroner, på hjemmelavet yoghurt, på fennikelbrød og ikke mindst på langtidsbagt lam med saltede citroner... mmm. Sidste gang, der var bogmesse i London benyttede jeg lejligheden til at spise på restauranten, og det er selvfølgelig ligeså godt live.

The New Joy of Cooking, opr. af Irma Rombauer. En bibel i amerikansk madkultur og over 1100 sider opskrifter, ikke bare på mad med amerikanske rødder, men det er Joy of.. jeg griber, når jeg ikke lige kan huske opskriften på fransk Daube, når jeg mangler inspiration til mexikansk salsa, og det er også her opskrifterne på alt fra Thai-mad til Blueberry Pancakes og belgiske wafler findes. Jeg sælger ikke specielt mange af dem - og godt det samme, for den lægger en dæmper på, hvor mange andre kogebøger en kunde strengt taget har brug for bagefter.

Feast - Food that celebrate Life, Nigella Lawson. Se, det er en kvinde efter mit hoved. Selvom onde tunger kalder det madporno, vil jeg fastholde at jeg 100 gange hellere vil foretrække en kok eller kogekone der VIRKELIG nyder at spise maden også, fremfor vindtørre, selvkontrollerede auteurs, der betragter madlavning som ophøjet kunst og spisning som vulgært.
Feast er en hyldest til mad! Lawson har støvsuget samtlige religioner og alle årstider, dagstider og måltider for at finde anledninger til at lave god mad. Her er opskrifterne til alt fra påske til Eid, fra børnefødselsdag til begravelser, fra burgerfest til Thanksgiving. Og har du set hende på tv og er du stadig lunken, så vid: Hun kan skrive, så det er en fornøjelse at læse det - og der er så meget mere at komme efter en blot opskrifterne.

The Vietnamese Colletion, Ian Wallace. Er det bare ikke irriterende, når nogen anbefaler en bog, der er udsolgt fra forlaget? Og det er desværre lige, hvad denne er. Men den er til dato den bedste vietnamesiske kogebog jeg har set, en lille perle med lidt over 100 opskrifter. Måske er det bare køkkenet jeg er vild med, og har du det på samme måde kan en del af trangen til vietnamesisk med fordel stilles hos LêLê på Vesterbrogade i København.

Et ordentlig brød, Camilla Plum. Min helt personlige mening om danske kogebøger er, at der bliver lavet alt for mange hverdagsmadskogebøger. Ikke, at der i sig selv er noget galt med genren - der er trods alt langt flere hverdage end særlig-dage. Men der er for få, der nørder sig ned i et emne for fuld skrue, og så er det jo godt, at der er Camilla Plum. Denne brødbog er ikke bred. Den er ikke for nybegyndere. Dertil er der alt for mange valgmuligheder og optioner overladt til hjemmebagerens lyst og behag. Men den er 100% autentisk, der er hjerte, passion og erfaring bag, og jeg kan sådan set kun sige at jeg glæder mig til at deltage på Fru Plums brødbagningskursus til oktober - selvom jeg faktisk finder hende en lille smule skræmmende in person.

Velkommen til min blog















Sådan ser her ud i min bogcafé i Hellerup. Vi nærmer os butikkens 2 års fødselsdag - til november er det 2 år siden jeg åbnede. Det er gået rasende stærkt siden jeg ene kvinde gik i gang med at udfylde det, der indtil da havde været en drøm, en plan, en masse billeder i mit hoved, ord i en forretningsplan og ikke mindst en frygtelig masse regneark.

I disse dage bliver jeg mindet om, præcis hvordan det var at gå og gøre klar, sætte i stand, forberede og forvente, fordi Mette, 3 butikker længere henne ad vejen, er ved at sætte sin nyerhvervede butik i stand, og jeg får lov at følge med som tilskuer til processen. Det er lidt som at se en nybagt mor - dejligt at iagttage og tilpas kort tid siden til at det ikke rasler i mine æggestokke! Og skulle jeg blive butiksskruk og give efter for lysten til at åbne een til, slår jeg koldt vand i blodet ved at bladre lidt i billederne fra istandsættelsen...